Vintergækker
Hvem tænker ikke på forår, når man for første gang ser vintergækker? De er nemlig en af de allerførste blomster, man får øje på i foråret, da de vokser frem allerede mellem januar og marts. Det er en af de mest almindelige haveplanter, og man ser dem også ofte i de danske skove.
Der findes mange arter af vintergækker, den mest almindelige kaldes Galanthus Nivalis, men alle slags vintergækker er lette at passe; De skal næsten aldrig vandes på grund af de kolde forhold, de vokser under. (De skal dog vandes, hvis du har dem til at stå indendørs)
Du kan plante vintergækker hvor end du ønsker; Vi synes for eksempel, at de er rigtig smukke i altankasser. 🙂 Hvis du har dine vintergækker indendørs til at stå i en vase, kan du for sjovs skyld hælde lidt frugtfarve i vandet, og allerede dagen efter se vintergækken i frugtfarvens farve.
Erantis
Erantis er ligesom vintergækken endnu en forårsbebuder, der vokser fra sidst i januar til marts. De trives i halvskygge eller vandrende skygger, hvorfor de er rigtig fine til at have stående på altanen i starten af foråret.
Den skal plantes i efteråret; Knoldene kan købes på planteskoler, og de plantes i jorden i cirka 3 cm dybde. Hvis de er stærkt indtørret, når man køber dem, kan man med fordel lægge dem i vand i 24 timer, inden man planter dem.
Der er ikke meget, man kan gøre forkert med Erantis. Det eneste man skal undgå er at grave eller rode i den jord, de gror i. Og så passer de rigtig fint sammen med vintergækker!
Hyasinter
Hyacinter er ligesom vintergækker og krokus en løgplante. Hyacinten er også kendt under det latinske navn Hyacinthus orientalis og fås i mange forskellige farver.
Hyacinten blomstrer naturligt i april til maj, men er også rigtig populær at drive indenfor(specielt i glas); Her kan du få den til at blomstre udenfor sæsonen.
Påskeliljer
Påskeliljen Narcissus Pseudonarcissus er en staude, som, som navnet antyder, hører ind under Narcissus-slægten. Påskeliljen er populær i vaser, såvel som i haven. Den er derfor ideel som snitblomst, hvilket vil sige, at man dyrker blomsten først, for derefter at skære den af og putte i en vase. Vær dog opmærksom på, at påskeliljen er giftig, hvilket betyder at den skal være i sit eget vand, hvis den er i vase, og at man skal være opmærksom på at kæledyr ikke spiser af den.
Plantning af påskeliljer:
- Sørg gerne for at få fat i store løg – jo større løg, jo smukkere blosmter
- Løget skal sættes ca. 10-15 cm. ned i jorden
- Løgene skal gerne plantes i det tidlige forår, inden frosten kommer
- Løgene skal gerne plantes med en afstand på cirka 10-12 cm fra hinaden
Mens påskeliljen vokser, vil de gerne have en del vand. Når de er afblomstret skal de helst være et mere tørt sted.